Det her billede har taget mig omtrent en time at laegge op. Det er afrika i en noeddeskal. Alt gaar bare langsomt og er uforudsigeligt. Vores Kampala-tur blev aendret to gange, anden gang var det fordi det guest house vi boede paa tidligere delvist er braendt ned. Det var i Jinja, saa derfor tog vi til Kampala og blev der. Der skulle vi tage imod de nye sygeplejerske-volontoerer og snakke lidt med dem om Uganda. Det blev der ikke meget af. Af en eller anden aarsag passede vores programmer bare ikke saerlig godt sammen. De var Afrika-rystede, og naar de endelig var paa Kampala City View Guest House, var vi at finde i saunaen. En af dem var endda taet paa at bryde ind midt i en mandestund. Det var ikke godt.



Dag nummer to var vi i byen paa Iguana. Der paatog martin og jeg os guiderollerne og viste uproevede Jonatan rundt. Det viste sig at blive en underholdende aften, da vi tilfaeldigt stoedte ind i tre meget dansevillige piger paa dansegulvet. Det blev til noget der ligner 2-3-timers effektiv dansetid paa dansegulvet, og Jonatans foerste kommentar dagen efter var: "Jeg tror satme, jeg har faaet slidmaerker paa bukserne." Det var heller ikke godt.
Og det var virkelig ambassadoeragtigt dagen efter, at vi ingenting formaaede. Jonatan og vaerelset lignede et bombet lokum, og vi sumpede hele dagen foran fjernsynet med chips og Cola. Sjaeldent har jeg vaeret saa uoplagt. Om aftenen moedtes vi dog med pigerne fra vores hold i Garden City til lidt Javas og Mzungo-mad.



Saa stod den paa ATV-safari, der var det hidtil mest absurde, jeg har proevet i Afrika. Det gik ud paa at smadre igennem smaa, idylliske afrikanske landsbysamfund med stor maskinkraft. Jeg ved ikke, hvad stifteren af stedet taenkte, da han opfoerte det. Men et hit blandt turister, det er det. Det blev vel til en omkring 30 bomaer, vi ploejede igennem. Flere gange taet paa at ramme geder og menneske. Dybt uansvarligt og ambassadoer-agtigt. Alt skete i maksimal hastighed paa vores firehjulede. Det har ikke vaeret sjovt at vaere afrikaner den dag. Forestil jer at tage en morfar for saa at vaagne op til lyden af store, brummende motore i det fjerne. Der er simpelthen ikke andet for end at vente paa det uundgaalige: tre bindegale Mzungos, der brager igennem ens for- baghave, paa hvad der skulle have vaeret en fredelig dag i forskelligt farvede kedeldragter, gummiroejsere, hjelm og briller. Jeg ved ikke, hvad det var, vi skulle have ud at kroppen, men godt volontorarbejde var det ikke. Ikke lige frem progressivt med udviklingsbrillerne paa. Vores goggles var direkte destruktive og dirty. Martin lignede en mand, der var ude paa en mission. Da han langsomt startede motoren og tog en opvarmningsrunde, lignede han en, der havde proevet det foer. Naermest hver dag. En stjernepyskopat der udfoerte sit arbejde af fornoejelse saavel som af noedvendighed. Siddende paa atv'en, var Martin i sit rette element. En maalrettet Mzungo parat til at oedelaegge dagen for ca. 200 afrikanere. Med klinisk praecision og vestlig grundighed var Martin til fare for alt og alle vi moedte paa vejen. Stoevskyer, panik og raadvilde mennesker blev efterladt og indloest for et lille smil paa Ivano Olic's overlaebe under moustachet.
Det var dyrt og sjovt og meget Mzungoet. Ideen var at komme ud at se smuk natur og dyr - det saa vi ikke. Vi fik braendt noget benzin og frustuationer af. Og det var vist ogsaa det. Jeg var taet paa at ramme en ged, og martin et trae. Martin vaeltede desuden hele atv'en og jeg totalsmadrede min atv. Jonatan klarede det meget godt, men lignede maaske den mest vanvittige af os alle sammen. Groteskt var det og et dyrt betalt grin.



Det har vaeret turistet paa det sidste, og det fortsaetter det med lidt endnu. Pt er vi i Entebbe og skal paa noget, der hedder Night Riders i aften. Vi bor paa et noget ydmygt hotel, som Martin har fundet. Det er UTROLIGT laekkert. I morgen skal vi i botanisk have og beglo flotte blomster og planter. Maaske proeve at udvide vores horisont lidt. Vi brugte desuden utroligt meget tid i en fodboldforretning i Kampala, der saelger aegte fodboldtroejer. Naar vi ikke var der, befandt vi os paa bodaer, saunaer, mzungosteder eller gik rundt med en lille kaep i oeret uden at ane, hvad der egentlig foregik. Ellers var det Premier League, oel eller Monopoly paa mobilen. Vi var ogsaa paa det mest ucharmerende sted i hele Oestafrika. Alleygators. De sagde de havde ice hockey, det var rulleskoejtning. Det havde vaeret sjovt at staa paa skoejter i Afrika. Der var en bowling hal med hoej musik, 20 meget larmende Arcade maskiner og flere poolborde. Belysningen var moerk, og betjeningen var helt i bund. Saa floej der stoerre eller mindre insekter rundt omkring. Nu maa det stoppe.



Soendag er det saa, at vi skilles med Jonatan, der rejser tilbage til sit boernecenter i Kenya. Vi rejser videre til Rwanda. Det tog os 3 dage at faa lavet vores visum, fordi vi paa skift glemte forskellige, vigtige dokumenter. Rwanda lyder meget specielt. Plastikposer er IKKE tilladt i landet, og det er stort set umuligt at haeve inde i landet. De vil proeve at snyde en ved graensen, saa man skal tjekke efter. Veklse illegalt har vi faaet anbefalet. Graesplaener maa ikke betraedes, og Kigali hedder hovedstaden. Borgerkrigen er en stor del af de fleste Rwandaners bevidsthed, men vi faar at se. Jeg tror ikke, det bliver saa slemt, som vi forventer. Oftest i Afrika er vi blevet overrasket positivt, saa mon ikke vi bliver det igen.



Nakasongola bliver godt at vende tilbage til. Falde ind i rollen som volonturister igen. Sige hej og farvel til alle. Saa til Entebbe d. 27., flyve d. 28., og saa moedes med de andre i Nairobi. Safari i Tanzania, leje en bil og koere til Dar es Salaam og slutte paa Zanzibar. Hjem d. 18. juni.



Vi skal desuden holde et moede d. 21. maj med Project Committee. Det bliver spaendende at se, hvor mange der koerer African Time. Bestyrelsen bestaar af head master paa St. Josephs, Portase, en dejlig mand, Kenneth fra RDP (chairman), en dejlig mand, DE, DEO og COE fra distriktets myndigheder (puha der er ugler i mosen). Vi maa have MS-anti-korruptions-plakaterne parate og klar oppe i synet paa dem. Meget kompetente er de. To mzungos til moedet. Maaske flere. Kirsten og kaeresten Colin kommer forbi, vores laerer fra Daraja, og holder et oeje med afrikanerne. Det bliver godt. Vi vil ikke loebes om hjoerner med. Afrikanere goer det i det store hele rigtig godt. Nu logger jeg af. Jeg har faaet oploadet det sidste billede - et fantastisk close-up af mig selv, og jeg er traet.

Masindi

Stroemmen og vandet gik i Nakasongola, saa hvad er mere naerliggende end at flygte til Masindi. Der er vi nu og bliver weekenden over. Vi har base paa Descent Lodge endnu en gang, der er decent - som navnet indikerer - men ogsaa godt. Vi har koebt en Nutella til 10.000 og Martin en laenge savnet Aloe Vera creme, saa alt er fryd og gammen.
Vi har netop faerdiggjort et godt moede med Kenneth, direktoeren for RDP, paa Traveller's Corner. Han er virkelig en super fyr paa alle maader. Den mest kompetente afrikaner jeg har moedt. Vi aftalte flere ting paa plads. RDP har intet imod at arbejde sammen med andre NGO'er, det aabner kun doere, sagde han. Desuden kommer han til Nakasongola torsdag eller fredag og tager os med til myndighederne og foreslaar projektet. Vi ville gerne have et ca. paa, hvad det koster at opfoere en enkelt bygning med to klasselokaler. Efter et par opkald fandt Kenneth ud af, det ligger omkring 30-40 mio. Ugandan shillings, 20 mindre end vi foerst havde faaet fortalt. Kenneth faar det til at falde paa plads. Han er limen mellem krydsfineret og savsmulden? Han binder tingene sammen. Let og elegant, koeligt. Ikke saa meget visse vasse. Meget nem og MEGET kompetent. Han er en super kontaktperson at have, til naar vi kommer hjem. Han foreslog ogsaa, at MS sender nye volontoerer til Nakasongola, der kan arbejde videre paa projektet. Glimrende.
Computercenteret i Nakasongola, som Moses arbejder paa, er en maerkesag for Kenneth, kan man tydeligt fornemme. Han vil enormt gerne forbedre forholdene i det distrikt, der lader til at blive overset af politikerne - hvorfor ved jeg ikke. Det er underligt med Nakasongola. Borgerne er uoplyste og derfor uvidende om, hvad der foregaar paa hoejere plan. De eneste tilgaengelige computere der er, er paa det nyopstartede center, der tilbyder traening i internet og programmer til isaer unge. Man kan ikke faa taget et pasbillede. Meget medicin kan man ikke faa. Folk tror paa heksekunst og lokale urter. Doktore er bare nogle, der vil have penge. Der er ikke pharmacy's, kun smaa medicinalforretninger. Generelt er Nakasongola LANGT bagefter, derfor giver projektet saa god mening. Hvis vi kan hjaelpe her, ville det oprigtigt goere en forskel. En enkelt stoettefest kunne rykke en del for centeret. Hvis vi kan skrabe penge sammen til et digitalkamera og en printer, har folk mulighed for at tage pasbilleder. Det kunne skabe profit og udvikle foretagenet. I sidste ende kunne centeret tilbyde undervisning til St. Josephs elever, og de to projekter kunne supplere hinanden. Gratis undervisning til eleverne, som er vildt interesserede i computere og kalder Martin og mig for Computer Wizards, og god omtale til centeret. Folk er ingen gang klar over, at der er et computercenter i byen. Og saa i den lille by! At stroemmen gaar regelmaessigt - fordi nogle griske politikere slukker kontakten? - er et problem for centeret, men inden for 3 uger lover Kenneth en generator, saa stedet er uafhaengigt. Der er lang vej for Nakasongola, men slowly by slowly. Potentialet er der, det er bare med, hvordan det skal angribes.

Naeste uges program er stramt. Mandag morgen, hjaelpen til paa centeret og faa taget et billede til RDP. Eftermiddag, GP og PE paa Kirojo. Tirsdag samme eftermiddagsprogram, men VIGTIGT laerermoede paa St. Josephs om morgenen. Staff meeting hedder det. Og vi har 'vold og alternative metoder' paa dagsordenen. Generelproeven paa Kibira gik godt, jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde for forestillingen paa St. Josephs? Martin har doktor Daniel og HIV-moede om morgenen. Onsdag maaske Kirojo, vi ved det ikke endnu. Jeg haaber. Vi skal ogsaa have erhvervet os en Kirojo t-shirt som minde. Det er super, at vi har faaet timer der ogsaa! Torsdag/fredag vigtigt moede med Kenneth og de lokale myndigheder - de skal meget gerne vaere med paa ideen. Ligesom skolebestyrelsen skal. Vi rejser trods alt om nogle maaneder, saa de skal vaere med til at drive det videre. Det skal vaere paa deres betingelser, synes jeg. Vi kan ikke faa alt gennemfoert, f.eks. med de 60 elever maks. i hver klasse. Gaar det igennem er det godt, goer det ikke, er det ok. Selv hvis det gaar igennem, er det ikke sikkert, det goer det i praksis. Formaalet med projektet er dog at forbedre vilkaarene for de unge i Nakasongola, noget som ligger helt i traad med RDP's profil. Men at pille ved antal elever i hver klasse er mere kompliceret end som saa. Den universelle, gratis uddannelse til alle er sat af regeringen og er ikke saadan lige at lege med. Selv hvis bygningerne kommer op, er der saa laerere nok? Regeringen siger, at de nok skal komme, men som regel er der ikke meget hold i deres udsagn. Rom blev ikke bygget paa en dag, saa vi tror paa det gode i projektet og paa projektets holdbarhed. Det var det.

I aften har vi faaet anbefalet Rhino at tage ud paa. Der kommer local artists og vi har faaet appelsinvin af Kenneth. Dyrket i omraadet. Det er blevet lidt bittert siden sidst, men det skulle vaere okay. Vi glaeder os. Vi har valgt discount-loesningen mht. accomodation, saa vi kan bruge flere penge andre steder. I nat lukkede jeg stort set ikke et oeje, da Martin og jeg ufrivilligt laa i ske, i noget der kan beskrives som en halv-mands-seng. Det skal dog blive godt i aften - for ikke at tale om i morgen hvor den staar paa afkobling ved poolen ved Kinyara Sugar Plants. Det tager en god halv time at komme derud paa boda, og med toemmerbassen maaske lidt laengere. Jeg haaber ikke det bumper for meget. Soendag aften er vi 'hjemme' igen. Home sweet home.

Jeg tror Tottenham-Chelsea er startet, der er lidt afgoerende for Liverpools Champions League muligheder naeste saeson. For lidt siden var der abelyde i hele byen, da den roedhaarede Paul Schols af en bavian afgjorde Manchester-derbyet i det 90'enstyvende minut. Den roede djaevel. Typisk Manchester United. Som en afrikaner smukt satte det i gaar: "det er kun Man U, der kan faa 2 straffespark i 1 kamp!" Newcastle fan. Tidligere Arsenal, men han blev traet af de mange undskyldninger hver saeson, for hvorfor de ikke vandt. Derfor: Allan Shearer. Den samme mand sagde ogsaa, efter lidt for mange oel - Martin og jeg havde bare et fredeligt spil pool - at Idi Amin var manden, der satte Uganda paa landkortet. Det har han for saa vidt ret i. Afrikanerne er i forvejen et talende folk, men naar oellene kommer ind - puh. Han troede Danmark og Tyskland var det samme. Og han havde tilhoersforhold til baade Finland og Ukraine. Ukraine synes han bedst om, da de havde de smukkeste kvinder og den billigste vodka. Hans erkendelse var den, at afrikanere er utroligt udisciplinerede. Naar en ukrainer drikker sig i hegnet i vodka, sidder personen paa forreste raekke dagen efter paa universitetet. En afrikaner kan staa op kl 9, naar han skulle have vaeret et sted kl 7 eller 8. Det passer meget godt. Han slyngede oellene ned, smagte naermest ikke paa dem, og var det taget i betragtning ellers ret fornuftig at hoere paa. Det er jeg ved, ikke at blive, hvis jeg ikke allerede er der. Jeg har i hvert fald ikke kraefter til mere - det har vaeret for meget computer i dag. Det er sjaeldent, man siger det i Afrika. Nogle gange er det bare uforloesende, isaer fordi vi gerne ville have lagt en video for at dele med jer. Det blev det ikke til. Maaske naeste gang. Det staerk tobak.
Hej hej.

Tour de Nakasongola


Afrikansk eftermiddagshimmel.




Rhino Guest House - your home away from home.




Rhino pudser sin glorie.




En cyklende, svejsende mand paa det maanedlige marked. Der er alt det mad, man kan droemme om i Nakasongola. Desuden afsloerede det, hvor Joyce har faaet stoerstedelen af sine egendele fra; radio, bestik, kopper osv. Vi koebte 5 stykker saebe til toejvask for 1000. Martin koebte et dyrt haandklaede og et par Cranes shorts for at fuldende sit uhyre professionelle og skroebelige look. Jeg koebte en tjekket, lilla skjorte og en Reeboc Liverpool troeje! Skjorten var meget smertefri - Liverpool troejen var en kamp. Jeg cirkulede omkring boden flere gang, min entutiasme var nok ikke til at skjule. Hun startede paa 8, jeg startede paa 2, den endte paa 7 - hun vandt. Hun var den eneste med en saadan troeje paa markedet, saa afpreselsesmetoden var ikke tilstede.




Cykelmanden i fuld gang med at slaa og banke paa Martins cykel. Det virker utrolig kompetent.




En afrikansk mor i stoebeskeen.




Nice times ude foran den trofaste cykelforretning. Den har tjent os godt. Bagefter var der doemt Mzungo Moment for alle pengene. Vi blev udstillet fra hoejre og venstre, taget billeder af, foelt og maerket paa. Det var ligesom at vaere et dyr i zoologisk have.




Min racer. Nu med forbedret gaffatape og rubberband! Forhjulet er naesten altid fladt. Ventillen laekker. Saddelbetraekket er ogsaa nyt, elastikken er bare sprunget.

Ugeskemaet paa Kibira. Hvis I klikker paa billedet, kan I studere naermere hvad Martin og jeg har foretaget os! Vi har foretrukket morgentimerne foer og efter break. Martin English og Okubala i P4, mig det samme i P3.

Head mistress Joyce og mig inde paa hendes kontor.




Ren volontoeridyl med boernene. MS kunne I maaske taenke jer at bruge det paa jeres forside?




Hvad det?!




Mig og Steven. En lille laban paa forreste raekke i P3.




Martin og laererne. Fra venstre: Jane, Joyce, Oliver, Martin, Bosco og Esther. Billedet er taget umiddelbart efter vores laerermoede, hvor vi havde caning og alternative afstraffelsesmetoder paa agendaen. Der blev mest grint af det, vi sagde, men jeg tror vi fik rykket lidt ved isaer Bosco. Hovedbygningen ses bagved og i baggrunden er det latrinet.




Poolmanden. Han er en stor kanon. Laver sikkert ogsaa mange damer. Han ejer et poolbord i Nakasongola. Og saa har han altid forskelligt farvede hatte paa, der fremhaever hans i forvejen store hovede. Han slentrer afsted med sine klipklappere op og ned af hovedgaden uden det helt store for oeje. Maaske sonderer han bare terraenet for det modsatte koen, med sit hoved, der i doegndrift, fungerer som en signalopfangende radar. Man fornemmer hans betydning i lokalsamfundet. Han vandt bl.a. dansekonkurrencen til Easter Party paa Rhinos! Kaempe opbakning blandt publikum. Han har altid det meget tilfredse smil paa laeben - det er ikke godt at vide, hvad han taenker. Desuden er han en verdensklasse poolspiller. Det synes han i hvert fald selv. Mere er der vist ikke at sige om ham.




Nakasongolas eneste supermarked. Det har, hvad vi skal bruge. Resten koeber vi i Masindi.




Oh yeah.
Det siges, at hvis en inder og en ugander begge faar 4000 Ugandan Shillings at handle for i et aar, har uganderen 2000 tilbage og inderen 8000. Jeg ved ikke, hvad de indere goer - noget goer de rigtigt. Business, business, business. Det er ugandernes maade at beskrive dem paa.



Mig og indermanden, der pludseligt ser meget lille ud ved siden af en udvokset skaninav. He might be small, but he's big in his own way. Han har ofte et lidt mellemfornoejet ansigtsudtryk paa, han vil meget gerne tilbage til Indien. Men naar der bliver taget billede, ryger spejlet frem under disken og haaret bliver fluks redt igennem.




En sen aftentime i Nakasongola Super Market. Joyce's mad maatte suppleres med lidt grillged fra gaden og snacks fra indermanden. Den kommende generation ser UHYRE taendt ud. Jeg spurgte, om jeg maatte faa et far-soen billede. Det maatte jeg gerne, men de var altsaa broedre. Kompetente er de.
En inderkone er der ogsaa, og i ny og nae producerer hun nye inderbroedre. Jeg ved ikke, hvorfor vi, som mzungos, faar meget mere opmaerksomhed end inderne - maaske er uganderne bare vant til dem.

En stille morgenstund...

African Time

Vores latrin. Et dejligt sted. Om natten er vaeggene sorte af kakkelakker. Hullet i jorden er ca. 10 m. dybt, vil jeg tro. Det minder mest af alt om noget fra The Mummy. Bare rolig; jeg skal nok tage et billede indefra om aftenen.

Vores nykonstruerede bade. To murere arbejdede paa badene ustoppeligt i to dages bagende solskin for 800 UGS. Det er omkring en tyver. Det andet billede er vores hus set fra indkoerslen.

Joyces friluftskoekken. Der bliver lavet dejlig mad. Det andet er mig, der staar i en uvis position paa vores vaerelse. Til venstre er vores to senge, Martin har kongesengen selvfoelgelig. Foran i billedet staar min cykel og i baggrunden staar Martins, der bliver brugt som toerrestativ. I midten er et aflangt bord og nogle skamler. Paa vaeggen haenger der en Obama plakat, vi har pillet en ned af Jesus, der hang der fra start af. Der er hoejt til loftet, og bagved ses doeren der foerer ud til baghaven og den stoerste bakke i Nakasongola. Paa gulvet ligger der et laekkert, syntetisk, gult taeppe, som Joyce koebte, da vi bad om en doermaatte. Det er saa stort at vi naermest maatte rokere rundt paa alle moebler i lokalet for at faa plads. Misforstaaelser er blevet en del af hverdagen hernede, og man er noedt til at vaenne sig til dem. Grine af dem og tag dem med et gran salt. F.eks. er vores laerermoede blevet rykket tre gange nu, og de ellers planlagte ekstratimer paa St. Joseph i eksamensperioden er blevet aflyst, fordi skemaet var for stramt for dem. At planlaegge hernede er stort set umuligt, og det var naivt, da jeg i starten glaedede mig til, at dagligdagen faldt paa plads. Det er den selvfoelgelig gjort i et vist omfang. Men denne uge har vaeret ret uforloesende paa flere punkter. Martin vrikkede om og forstuvede anklen i et intenst spil Ultimate, saa det har naturligt sat en daemper paa sportsaktiviterne. Til gengaeld er vi, og isaer ham, blevet introduceret til det lokale Health Center og doktor Daniel, der omhyggeligt har plejet Martins opsvulmede ankel med is og andre medikamenter. Dette moede med sundhedssektoren kan vise sig at vaere lidt relevant for Martins senere faerd inden for netop dette felt. Spaendende spaendende. Jeg tuller rundt og moeder op til fodboldtraeninger, der ikke finder sted, og folk spoerger regelmaessigt om jeg er lost. Det svarer jeg til dem, at jeg ikke er, men maaske er jeg i virkeligheden lidt lost. Man skal vaenne sig til African Time, puha, og at tingene bare aldrig rigtig er, som man forventer dem. Programmer aendrer sig fra dag til dag, og det er ikke meget, der er fast. Det kraever lidt tilvaenning. Paa den anden side ville det ogsaa vaere kedeligt, hvis alt var skemalagt og fastsat. Saadan fungerer det bare ikke i Afrika. Naa, det var en kort, lille beskrivelse af nogle billeder, som stak lidt af. Det beklager jeg. Man maa udnytte computertiden effektivt i Nakasongola.

Cranes

Martin, Moses og jeg tog forventningsfulde afsted til Kampala. Det var en mandetur, og derfor skulle vi paa Mandela National Stadium og se Ugandas landshold – The Cranes – spille imod undertippede Burundi. Udfaldet af kampen blev som forventet, en komfortabel 4-0 sejr til hjemmeholdet paa en staerk anden halvej, hvor de unge virkelig fik udfoldet sig og vist sig frem for manager sir. Bobby Robinson. Ud over Martin og mig var han den eneste hvide mand paa stadion. Om ikke andet har kolonitiden efterladt sproget, en stor kaerlighed for engelsk fodbold og et par fodboldtosser som Bobby. Vi hyggede os under kampen, spiste majsnoedder og peanuts, Did the Dew, diskuterede fodbold og sugede til os af stemningen. Der var langt fra udsolgt, men de fremmoedte skabte en kulisse, de kun kan droemme om til en usexet omgang serie 5 bold i Vorebasse. Ploejemarken ville nok vaere omtrent samme kvalitet, men der stopper lighederne ogsaa. En meget energisk stor mand fik tilskuerne op at staa med et truthorn, og hver gang der bare var tilloeb til en chance steg decibelniveauet betragteligt.
Foer kampen blev begge nationalsange spillet paa et anlaeg, der ville vaere synd at sige kunne spille arenaen op. Uganderne lavede en heil-agtig bevaegelse under deres sang, der i oevrigt blev spillet til sidst. I pausen inspicerede en Marabou-stork banen, og efter pausen var det opvisning med kun et hold paa banen. Mod slutningen af kampen tog tingene dog en uventet drejning.

(billede)

Vi besluttede os for at gaa 5 min. foer tid for at undgaa den store menneskemaengde. For at komme ud af stadion, maatte vi igennem en taet menneskemaengde ved hovedtrappen ud. Paa vej ned af trappen, gik det op for mig, at noget ikke var, hvor det skulle vaere. Min pung manglede, og det var alt for sent at goere noget ved det. Vi tog direkte paa politistaionen og anmeldte det og fik besked paa at komme tilbage dagen efter. Naeste dag da vi skulle hente politirapporten, der er noedvendig for at skubbe forsikringsprocessen i gang derhjemme, var den ansvarlige der selvfoelgelig ikke. Han var midt i et vigtigt moede og ville ikke vaere tilbage foer mandag. Der ville vi vaere i vores kaere hjemby, Nakasongola. Nu er det sat paa standby indtil jeg er i Kampala igen - det er herligt som det ene forsikringsarbejde afloeser det andet. Jeg ved ikke, hvem det siger mest om; mig eller afrikanerne? Maaske er vi meget ens. Uanset hvad var jeg en torsk at have pungen dinglende saadan fremme i lommen.

Vi tilbragte natten i Kampala paa et guest house, Moses fandt til os taet paa hans mors hus. Moses’ mor er Joyce’ aeldre soester. Hende og Moses’ broedre besoegte vi kort om aftenen, og saa igen til morgenmad soendag. Det var rigtig rart. Vi fik chapati om morgenen (madpandekage), mmm. Hun boede i et rigtig fint hus, i et fint kvarter lidt uden for Kampala. Hun har seks boern, der alle er muslimer, fordi faren er det. Det bliver der ikke sat spoergsmaalstegn ved.
Endnu en uge i Nakasongola lakker nu mod enden, og det er utroligt, som tiden flyver afsted. Inden jeg faar set sig om, tror jeg, jeg sidder i Virum og spiser frikadeller med brun sovs med mormor.

I dag, torsdag, oplevede vi noget ret ubehageligt paa den skole, vi ellers holder saa meget af, St. Josephs. Vi havde netop fuldendt en vellykket demokrati-computer time med S1, da jeg paa vej tilbage fra laerervaerelset moedte Martin, der virkede noget chokeret. Han havde set matematiklaereren afstraffe tre boern fysisk under laerertraeet. De laa paa maven under laerertraet, da to laerere paa skift gav dem fem piskeslag med en lang bambuslignende pind i bagenden. Martin var fast besluttet paa, at tage snakken med ham. Vi forklaede ham, hvad vi anser for, det uhensigtsmaessige i vold som afstraffelsesmetode, og det viste sig, at vaere det eneste rigtige. Vi havde en god, lang samtale med ham. Hans synspunkter var gammeldags og bar praeg af, at han bor i land med et ungt demokrati. Han slog boernene, fordi de naegtede at deltage i hans time og ikke gav ham nogen plausibel forklaring paa hvorfor. Han frygtede at ved enden af aaret ville foraeldrene dukke op, og hoere hvorfor deres boern ikke bestod. Det ville betyde boernenes exit, ligesaavel som hans. Vi gav ham ideer til, hvordan man ellers kan haandtere elever. Han foreslog, at vi talte med eleverne og raadgav dem, men bedre synes jeg, det kunne vaere, hvis vi kunne arrangere et laerermoede og udveksle ideer. Vi takkede paent for samtalen, for derefter at gaa hen til rector, der er en meget forstaaende og aaben person, og saette ham ind i episoden. Han foreslog straks at lave en workshop for alle laererne i omraadet, saa vi kunne raadgive lidt. I foerste omgang bliver det dog ved et fast planlagt laerermoede paa naeste torsdag!
Han fortaeller os hele tiden, hvor glade de er for at have os, og at vi allerede har ydet et stort stykke arbejde blot ved at interagere med dem. Det er fedt at foele, at man er her for en grund. Og hvis vi samtidig kan udrette noget, skubbe til nogle graenser, aftabuiserer nogle emner - jamen saa er det perfekt.

Vi er saa smaat startet paa et projekt, der gaar ud paa, at faa opfoert nogle ekstra bygninger til St. Josephs. I det foerste klassetrin sidder de 110 elever, i hvad der svarer til et dansk klasselokale. De har nok at se til paa St. Josephs. Regeringen lover at hjaelpe, men der sker ingenting. Efter ugandisk lov er det endda fastsat, at der maks. maa vaere 60 elever i hver klasse. Nogle af eleverne er i skole fra 8-5 uden frokost, fordi det mener foraeldrene regeringen skal betale, og naar de endelig kommer hjem, skal der laves husarbejde. Efter det staar paa den lektier, men uden elektricitet, duer det ikke. Hvis der oven i alt det foregaar en voldsspiral paa skolen, er det altsaa ikke nemt at overleve. Afrikanerne er for godt et folk til at lide unoedigt, de har nok at doeje med i forvejen. Matematiklaereren holdt ikke selv af, at staa med pisken, saa hvorfor han goer det, faar vi maaske bedre svar paa paa torsdag, og de faar forhaabentligt oejnene op for nogle nye mere konstruktive metoder til at haandtere de i forvejen haardt ramte unge.


Vi skal hele tiden passe paa med ikke at vaere de belaerende hvide, der fastsaetter normerne, men snarere blot komme med input til, hvordan man kan goere det anderledes. Paa torsdag faar vi alle tiders chance for at paavirke en skole i en positive retning, og den chance vil vi ikke lade sig forspilde!
I morgen skal vi til Masindi og slappe af, loerdag morgen skal vi til det aarlige moede for RDP, Recreation for Development and Peace, som er det firma, Moses arbejder for, og som har MS som hoveddonor, og loerdag eftermiddag skal vi til stor paaskefest i Woblins og moede hele familien – det bliver sjovt. Vi glaeder os allerede til naeste uge, foer den igangvaerede er forbi. Det maa vaere et godt tegn. Hav det godt saa laenge!

The Cranes

Nakasongola

Nakasongola er en by placeret midt i Uganda, og det er tilfaeldigvis der Martin og jeg skal bo de naeste tre maaneder. Vi bor hos en soed familie bestaaende af moren, Joyce og hendes nevoe, Moses. Og det er det. Moren er en typisk afrikansk kvinde. Hun er dog headmistress paa den lokale primary school, Kibera, hvor vi underviser. Moses arbejder for RDP, Recreation for Development and Peace, en tidligere MS samarbejdspartner, og paa det lokale computercenter. Han er en sjov fyr. Det er computercentret ogsaa. Stroemmen kommer og gaar hver dag, paa trods af at de fleste har generatordrevne vandhaner.

Nakasongola er doedens poelse. Hovedgaden minder om noget fra en daarlig amerikansk western med trillende tumbleweed, toerke og laangsomt temp. Gadebilledet er for det meste stationaert og praeget af et utrolig lavt aktivitetsniveau, forstaaeligt nok heden taget i betragtning. ALT foregaar i African Time. I morgen, om

lidt, maaske, nej, ikke alligevel, det blev ikke til noget, naa, intet svar, videre, videre videre videre, bom. Det er tummelom og bummelom, trillen tommelfingre og kiggen tomt ud i luften. Frustrerende, taalmodighedskraevende afrikansk charme.

Joyce, vores afrikanske mor.

Vi er blevet introduceret paa to andre skoler, St. Joseph’s Secondary School og Kirojo Secondary School. St. Joseph’s bliver vi uden tvivl rigtig glade for. Der er en afslappet gymnasiestemning og et sejt staff af laerere og folk omkring skolen. Generelt er ugandere aabne og imoedekommende mennesker. De aabner deres hjem, arbejdsplads og person op for en, som om det var det mest naturlige i verden. Det er beundringsvaerdigt, og noget som os danskere godt kunne laere lidt af. Stor loeftet pegefinger. Puuha.

Jeg synes, at afrikanere er ret sjove, og foelelsen er vist gengaeldt. De synes vi er sjove, naar vi med stor besvaer bumpende, triller gennem hovedgaden paa vores nyhvervede tonstunge herrecykler. Det virker til at redde deres dag, hver dag. Jeg ved ikke, om det er fordi, de er forbavsede over, at vi kan cykle, eller om det bare ser sjovt ud. Vi er i oevrigt lige blevet shavede african style. Vores pandelinje er blevet unaturligt lige, de barberede mit unibraw vaek og klippede mine oejenbryn til. Det var underligt. Saa barberede de min hals og kinder, altsaa det der var, og naermede sig moustachet, men saa maatte jeg sige stop. Fy fy nix pille, uhadadada. Det maa man ikke.

Vi laerer de afrikanske does og de afrikanske don’ts. Man sidder ikke paa jorden eller paa en kantsten, saa er man beskidt. Man spiller gerne pool eller ser Premier League. Der er ekstra opmaerksomhed paa os, fordi vi er hvide og MS aldrig har sendt volontoerer ud til Nakasongola foer. Det er undtagelsernes sted. Der er en gaagade, som dog har det meste: et indisk supermarked (de har Nesquick), en cykelforretning, en bank, nogle barbersaloner, grill-ged, White Pub, et pool bord, en paryk-skopudser butik og en taxapark. Saa er der et hotel, hvis nogen skulle faa lyst til at besoege os ... Der er hytter rundt omkring, et politikkvarter, de administrative bygninger, geder, koer og kyllinger.

Der er stoerre og mindre bakker over alt, hvor man kigger, og saa er der toert ift. ugandiske tilstande. I dag vaagnede vi dog op til en overskyet himmel og forhaabninger om et regnskyl og et par dages fald i temperatur. Distriktet er generelt underudviklet og fattigt pga. modstridende holdninger i ledelsestoppen, har jeg laest i ’The Daily Monitor’. Den almene ugander har mere end den almene kenyaner, men jeg er sikker paa, at korruption ogsaa findes her. Folk har det bare bedre og polariseringen virker mindre. Gennemsigtigheden er maaske ogsaa stoerre her, og der skulle vaere presse- og ytringsfrihed. Selv kalder de det for et demokrati, men det er ikke altid flertallets vilje, der bestemmer. Har man penge, kommer man langt i Uganda ogsaa uden om loven. Museveni har nu vaeret landets praesident i taet paa et kvart aarhundrede, og har nok ikke taenkt sig at gaa af til naeste aars valg. Han har professionaliseret militaeret, men hvad med veje, hospitaler og skoler? Han har siddet for laenge paa magten, er den holdning vi har hoert fra uganderne.

Udsigten et lille stykke oppe paa vores bakke i baghaven.

Den naeststoerste militaerbase i Uganda ligger taet paa, og vi har moedt nogle af soldaterne paa en bar kaldet Rhinos. I dag skulle vi have vaeret med St. Joseph’s til kamp paa militaerbasen, men pga. African Time kom vi aldrig afsted. Boda-boda maendene paa hjornet er flabede, og boernene raaber ”bye mazungo”, naar vi gaar forbi. Jeg toer ikke taenke paa, hvor mange gange vi kommer til at hoere det ord. Opmaerksomheden bliver vi traette af. Ordet boda-boda kommer sjovt nok af border-border, og er et ugandisk-engelsk adopteret ord.

De afrikanske familier er meget fleksible. Folk, venner og familie kommer og gaar. Vi ved aldrig, hvor mange vi vender hjem til, men uanset hvad, er det hyggeligt og folk er enormt soede og velkommer os mange gange. De er velsignede ved at have os paa besoeg, siger de. Nogle folk paa gaden er oprigtigt interesserede i at tale med os, andre ser blot muligheder i os. Vi har moedt tre af Joyce’s boern, den ene bedre end den anden. Vejret er godt, familien er dejlig, og maden Joyce laver er laekker. Det skal nok gaa det hele. Morgenmaden kan staa paa hjemmelavede broedpandekager, ananas eller bananer, varm kakao og et aeg med salt. Vores weekend har vaeret hektisk, og hvis det fortsaetter saadan her, faar vi rigeligt at se til de naeste maaneder. Og det er kun godt. At kede sig i Nakasongola ville ikke vaere godt.

Naeste weekend skal vi gudsketakoglov til Masindi og bade i en pool. Den her weekend har vi set Joyce praedike i sin kirke til lidt af en gudetjeneste. Da vi havde siddet paa en traebaenk i lidt over tre timer og hoert paa Joyce’s sikkert fornuftige, men uforstaaelige boen, blev vi praesenteret for dagens program med eftermiddagsboen til kl 6. Vi var ved a dejse om i varmen. Heldigvis blev vi reddet af vores travle dagsprogram og dygtige skemaplanlaegger, Moses.

Vores afrikanske storebror, Moses.

I dag har vi bestiget Nakasongolas hoejeste bakke, som faktisk var utrolig smuk og fredfyldt og med en god udsigt. Vi gjorde det med Moses og Joyce’s yngste soen, Noah. Det var en god herretur. Saa skulle vi have vaeret til stor Thanks Giving middag paa en religioes skole, men det naaede vi ikke, og saa skulle vi have set en old boys kamp med Chairman Daniel, men ham og hans Yamaha dukkede aldrig op. Vores soendag blev i stedet mindre presset, og vi gik i byen og saa lidt fodbold og spillede pool.

I morgen er foerste dag paa St. Joseph, hvor jeg for oevrigt allerede har spillet en 90 min. kamp paa midt-midt paa den mest ujaevne grusbane, jeg nogensinde har spillet paa. Det var sjovt, og foerst nu forstaar jeg, hvad afrikansk fodbold er. Jeg moedte ogsaa drengene, jeg skal undervise, og der er ikke meget vissevasse. I hvert fald ikke paa fodboldbanen. Om to uger skal vi maaske se landsholdet spille i Kampala mod Burundi. The Cranes bliver landsholdet kaldt. Martin og jeg vil koebe nationalsaettet til lejligheden. Ikke kun troejen, nae nej. Troeje, shorts, sokker – hele molevitten.

Vi skal undervise i PE, physical education, teoretisk og praktisk. Vi vil meget gerne introducere Ultimate, men frisbees er ikke det, der er stoerst efterspoergsel paa i Nakasongola, det er mere grillet gedekoed- og lever paa spyd, chapatis og rolex’. Saa har vi GP, general paper, Martin har matematik, jeg har engelsk, og os begge to debattimer. Ugandas skolesystem er mere frit og liberaliseret, end vi havde forventet. Paa Kibera, Joyce’s primary school, har Martin P4 og jeg P3. Vi har begge matematik, engelsk og nogle meget underholdende idraetstimer sammen hvor ingen rigtig forstaar noget, det er bare tegn og fakler. Vi kommer dog taettere paa boernene, og vi forstaar hinanden bedre og bedre. Det gaelder for alle de afrikanere, vi kender og moeder. Vi er fortroestningsfulde, glade og spaendte. Det bliver dejligt, naar hverdagen for alvor falder paa plads, og alt bliver vant for os, men vi er rigtig godt paa vej. Haaber ogsaa I har det godt derhjemme, og at sneen snart forsvinder.

Dette billede skulle have vaeret paa det naeste blogindlaeg, men nu er det her. En Marabou-stork inspicerer banen i pausen mellem Uganda og Burindi.

Snapshots fra Daraja og Downtown Nanyuki.

Platformen i Kenya. Et herligt sted.

En hut som en af laererne boede i og lidt af aarstidens flora.


Sequence, det spillede vi meget. Pragtfuldt.


Drengetoilettet fremvist af Jonatan. Luxury. Wellness. Good times.


Cowboy.

Paa sin motorcykel koerte han pigerne til udkanten af Nanyuki paa fin fiskerestaurant i traekronerne og sagde ''don't worry''.
Han foretrak motorcykel frem for hest, fordi en hest ville vaere dyrere i drift.
Jonatan udfordrede ham i et spil pool, men han skulle lige spille med en ''chick'' foerst.
Han var en fin og flot fyr med udstyret i orden.
Desuden var han lige blevet faerdig med high school, og jeg kan kun forestille mig, at han var hot stuff. Over n' out.

Pool

I gaar var vi paa Sportsman. I dag spillede vi pool.

Dét pool.

Mount Kenya-affaeren

Efter noget optankning i Nanyuki og lejning af soveposer drog vi forventningsfulde afsted mod Afrikas naesthoejeste tag, Mount Kenya. Turen derop var lang og haard, og boed paa utroligt varierende natur. En fryd for enhver naturelsker. Ved foden af bjerget var det fugtigt og jungleagtigt. I takt med at vi steg aendrede dyrelivet og vegationen sig, det blev goldere, men ikke mindre fantastisk. Efter at have passeret traegraensen faldt det maerkbart i temperatur, og jeg satte pris paa mit laante Patagonia (!) udstyr.

Team-spirit inden udfordringen. En saakaldt energizer, én af MS’s specialiteter.

To overnatninger blev det til, foerst paa Camp Moses, en hyggeligt, aflang togvognsagtig konstruktion med gabende huller mellem braedderne. Det jeg troede, der var en fordelagtig, permafrostkyndig sovepose var mest af alt et tyndt lagen med en gammel lynlaaslinje uden lynlaas. Den var utilstraekkelig, men saa kom vi jo bare til at ligge taettere... Camp Shilton var overnatningsdestination nummer to. En laengere togvogn, knap saa hyggelig, men med et hele soverum til MS, og jo, vi laerte af vores fejl og udnyttede den potentielle kropsvarme. Jeg laa med Martin... mhmm....

Martinator saa sit snit til at gaa under en bro.

Den sidste nat stod vi op kl 2, samlede os selv, vores varme toej og vores pandelygter og begav os mod toppen af Mount Kenya. En meget stejl, smal rute stod mellem os og vores maal, og heldigvis fik vi foerst at vide efter marathonet at flere hundrede mennesker omkommer hvert aar i forsoeget paa at naa toppen. Vi fulgtes med en kenyansk international skole lidt yngre end os, som var en sjov blanding mennesker af forskellig baggrund, men med uoplagthed og dovne attituder som deres faellesmaaler. Dem indhentede vi paa vej op (de startede foer os). Halvvejs passerede vi én af dem, der modloest saa til, mens vi passerede ham og hans braekklat. Hans hjaelper beroligede ham, og sagde at han bare skulle ’’let it all out’’.

Jonatan skulle kraftedme ikke op af det bjerg. Han ville langt hellere vaere paa safari. Dette og hoejdesygen til trods forsoegte han at holde gejsten oppe og ikke lade sin daarlige karma forplante sig til resten af gruppen, what a team-player!

Hverken Jonatan eller mig fik vabler i vores ukampsdygtige bjerg-stiletter, hvorimod folk med mere sofistikeret ecco-udstyr ikke havde meget hael eller humoer tilbage for enden af bjerget.
Martin ’’martinator’’ Kohl blev ramt af tyndskid paa vej op, saa da han saa summit satte han i loeb og havde kun én ting i tankerne. Han lavede et temposkift af bibelske dimensioner, glemte alt om vores 2 dages slave-march med 15 kg paa ryggen, og unloadede ud over et af Afrikas stoerste vidundere. Han fandt forloesningen i 5 kms hoejde i bidende kulde. Udsigten tilsidesatte alle tvivleres tvivl paa turen, gav et rygstoed til bogen ’’Into the Wild” (tak Mikkel), og gav mig en foelelse jeg hverken har foelt foer eller siden. Tak Mount Kenya.

Mount Kenya.