Cranes
Martin, Moses og jeg tog forventningsfulde afsted til Kampala. Det var en mandetur, og derfor skulle vi paa Mandela National Stadium og se Ugandas landshold – The Cranes – spille imod undertippede Burundi. Udfaldet af kampen blev som forventet, en komfortabel 4-0 sejr til hjemmeholdet paa en staerk anden halvej, hvor de unge virkelig fik udfoldet sig og vist sig frem for manager sir. Bobby Robinson. Ud over Martin og mig var han den eneste hvide mand paa stadion. Om ikke andet har kolonitiden efterladt sproget, en stor kaerlighed for engelsk fodbold og et par fodboldtosser som Bobby. Vi hyggede os under kampen, spiste majsnoedder og peanuts, Did the Dew, diskuterede fodbold og sugede til os af stemningen. Der var langt fra udsolgt, men de fremmoedte skabte en kulisse, de kun kan droemme om til en usexet omgang serie 5 bold i Vorebasse. Ploejemarken ville nok vaere omtrent samme kvalitet, men der stopper lighederne ogsaa. En meget energisk stor mand fik tilskuerne op at staa med et truthorn, og hver gang der bare var tilloeb til en chance steg decibelniveauet betragteligt.
Foer kampen blev begge nationalsange spillet paa et anlaeg, der ville vaere synd at sige kunne spille arenaen op. Uganderne lavede en heil-agtig bevaegelse under deres sang, der i oevrigt blev spillet til sidst. I pausen inspicerede en Marabou-stork banen, og efter pausen var det opvisning med kun et hold paa banen. Mod slutningen af kampen tog tingene dog en uventet drejning.
(billede)
Vi besluttede os for at gaa 5 min. foer tid for at undgaa den store menneskemaengde. For at komme ud af stadion, maatte vi igennem en taet menneskemaengde ved hovedtrappen ud. Paa vej ned af trappen, gik det op for mig, at noget ikke var, hvor det skulle vaere. Min pung manglede, og det var alt for sent at goere noget ved det. Vi tog direkte paa politistaionen og anmeldte det og fik besked paa at komme tilbage dagen efter. Naeste dag da vi skulle hente politirapporten, der er noedvendig for at skubbe forsikringsprocessen i gang derhjemme, var den ansvarlige der selvfoelgelig ikke. Han var midt i et vigtigt moede og ville ikke vaere tilbage foer mandag. Der ville vi vaere i vores kaere hjemby, Nakasongola. Nu er det sat paa standby indtil jeg er i Kampala igen - det er herligt som det ene forsikringsarbejde afloeser det andet. Jeg ved ikke, hvem det siger mest om; mig eller afrikanerne? Maaske er vi meget ens. Uanset hvad var jeg en torsk at have pungen dinglende saadan fremme i lommen.
Vi tilbragte natten i Kampala paa et guest house, Moses fandt til os taet paa hans mors hus. Moses’ mor er Joyce’ aeldre soester. Hende og Moses’ broedre besoegte vi kort om aftenen, og saa igen til morgenmad soendag. Det var rigtig rart. Vi fik chapati om morgenen (madpandekage), mmm. Hun boede i et rigtig fint hus, i et fint kvarter lidt uden for Kampala. Hun har seks boern, der alle er muslimer, fordi faren er det. Det bliver der ikke sat spoergsmaalstegn ved.
Endnu en uge i Nakasongola lakker nu mod enden, og det er utroligt, som tiden flyver afsted. Inden jeg faar set sig om, tror jeg, jeg sidder i Virum og spiser frikadeller med brun sovs med mormor.
I dag, torsdag, oplevede vi noget ret ubehageligt paa den skole, vi ellers holder saa meget af, St. Josephs. Vi havde netop fuldendt en vellykket demokrati-computer time med S1, da jeg paa vej tilbage fra laerervaerelset moedte Martin, der virkede noget chokeret. Han havde set matematiklaereren afstraffe tre boern fysisk under laerertraeet. De laa paa maven under laerertraet, da to laerere paa skift gav dem fem piskeslag med en lang bambuslignende pind i bagenden. Martin var fast besluttet paa, at tage snakken med ham. Vi forklaede ham, hvad vi anser for, det uhensigtsmaessige i vold som afstraffelsesmetode, og det viste sig, at vaere det eneste rigtige. Vi havde en god, lang samtale med ham. Hans synspunkter var gammeldags og bar praeg af, at han bor i land med et ungt demokrati. Han slog boernene, fordi de naegtede at deltage i hans time og ikke gav ham nogen plausibel forklaring paa hvorfor. Han frygtede at ved enden af aaret ville foraeldrene dukke op, og hoere hvorfor deres boern ikke bestod. Det ville betyde boernenes exit, ligesaavel som hans. Vi gav ham ideer til, hvordan man ellers kan haandtere elever. Han foreslog, at vi talte med eleverne og raadgav dem, men bedre synes jeg, det kunne vaere, hvis vi kunne arrangere et laerermoede og udveksle ideer. Vi takkede paent for samtalen, for derefter at gaa hen til rector, der er en meget forstaaende og aaben person, og saette ham ind i episoden. Han foreslog straks at lave en workshop for alle laererne i omraadet, saa vi kunne raadgive lidt. I foerste omgang bliver det dog ved et fast planlagt laerermoede paa naeste torsdag!
Han fortaeller os hele tiden, hvor glade de er for at have os, og at vi allerede har ydet et stort stykke arbejde blot ved at interagere med dem. Det er fedt at foele, at man er her for en grund. Og hvis vi samtidig kan udrette noget, skubbe til nogle graenser, aftabuiserer nogle emner - jamen saa er det perfekt.
Vi er saa smaat startet paa et projekt, der gaar ud paa, at faa opfoert nogle ekstra bygninger til St. Josephs. I det foerste klassetrin sidder de 110 elever, i hvad der svarer til et dansk klasselokale. De har nok at se til paa St. Josephs. Regeringen lover at hjaelpe, men der sker ingenting. Efter ugandisk lov er det endda fastsat, at der maks. maa vaere 60 elever i hver klasse. Nogle af eleverne er i skole fra 8-5 uden frokost, fordi det mener foraeldrene regeringen skal betale, og naar de endelig kommer hjem, skal der laves husarbejde. Efter det staar paa den lektier, men uden elektricitet, duer det ikke. Hvis der oven i alt det foregaar en voldsspiral paa skolen, er det altsaa ikke nemt at overleve. Afrikanerne er for godt et folk til at lide unoedigt, de har nok at doeje med i forvejen. Matematiklaereren holdt ikke selv af, at staa med pisken, saa hvorfor han goer det, faar vi maaske bedre svar paa paa torsdag, og de faar forhaabentligt oejnene op for nogle nye mere konstruktive metoder til at haandtere de i forvejen haardt ramte unge.
Vi skal hele tiden passe paa med ikke at vaere de belaerende hvide, der fastsaetter normerne, men snarere blot komme med input til, hvordan man kan goere det anderledes. Paa torsdag faar vi alle tiders chance for at paavirke en skole i en positive retning, og den chance vil vi ikke lade sig forspilde!
I morgen skal vi til Masindi og slappe af, loerdag morgen skal vi til det aarlige moede for RDP, Recreation for Development and Peace, som er det firma, Moses arbejder for, og som har MS som hoveddonor, og loerdag eftermiddag skal vi til stor paaskefest i Woblins og moede hele familien – det bliver sjovt. Vi glaeder os allerede til naeste uge, foer den igangvaerede er forbi. Det maa vaere et godt tegn. Hav det godt saa laenge!
Martin, Moses og jeg tog forventningsfulde afsted til Kampala. Det var en mandetur, og derfor skulle vi paa Mandela National Stadium og se Ugandas landshold – The Cranes – spille imod undertippede Burundi. Udfaldet af kampen blev som forventet, en komfortabel 4-0 sejr til hjemmeholdet paa en staerk anden halvej, hvor de unge virkelig fik udfoldet sig og vist sig frem for manager sir. Bobby Robinson. Ud over Martin og mig var han den eneste hvide mand paa stadion. Om ikke andet har kolonitiden efterladt sproget, en stor kaerlighed for engelsk fodbold og et par fodboldtosser som Bobby. Vi hyggede os under kampen, spiste majsnoedder og peanuts, Did the Dew, diskuterede fodbold og sugede til os af stemningen. Der var langt fra udsolgt, men de fremmoedte skabte en kulisse, de kun kan droemme om til en usexet omgang serie 5 bold i Vorebasse. Ploejemarken ville nok vaere omtrent samme kvalitet, men der stopper lighederne ogsaa. En meget energisk stor mand fik tilskuerne op at staa med et truthorn, og hver gang der bare var tilloeb til en chance steg decibelniveauet betragteligt.
Foer kampen blev begge nationalsange spillet paa et anlaeg, der ville vaere synd at sige kunne spille arenaen op. Uganderne lavede en heil-agtig bevaegelse under deres sang, der i oevrigt blev spillet til sidst. I pausen inspicerede en Marabou-stork banen, og efter pausen var det opvisning med kun et hold paa banen. Mod slutningen af kampen tog tingene dog en uventet drejning.
(billede)
Vi besluttede os for at gaa 5 min. foer tid for at undgaa den store menneskemaengde. For at komme ud af stadion, maatte vi igennem en taet menneskemaengde ved hovedtrappen ud. Paa vej ned af trappen, gik det op for mig, at noget ikke var, hvor det skulle vaere. Min pung manglede, og det var alt for sent at goere noget ved det. Vi tog direkte paa politistaionen og anmeldte det og fik besked paa at komme tilbage dagen efter. Naeste dag da vi skulle hente politirapporten, der er noedvendig for at skubbe forsikringsprocessen i gang derhjemme, var den ansvarlige der selvfoelgelig ikke. Han var midt i et vigtigt moede og ville ikke vaere tilbage foer mandag. Der ville vi vaere i vores kaere hjemby, Nakasongola. Nu er det sat paa standby indtil jeg er i Kampala igen - det er herligt som det ene forsikringsarbejde afloeser det andet. Jeg ved ikke, hvem det siger mest om; mig eller afrikanerne? Maaske er vi meget ens. Uanset hvad var jeg en torsk at have pungen dinglende saadan fremme i lommen.
Vi tilbragte natten i Kampala paa et guest house, Moses fandt til os taet paa hans mors hus. Moses’ mor er Joyce’ aeldre soester. Hende og Moses’ broedre besoegte vi kort om aftenen, og saa igen til morgenmad soendag. Det var rigtig rart. Vi fik chapati om morgenen (madpandekage), mmm. Hun boede i et rigtig fint hus, i et fint kvarter lidt uden for Kampala. Hun har seks boern, der alle er muslimer, fordi faren er det. Det bliver der ikke sat spoergsmaalstegn ved.
Endnu en uge i Nakasongola lakker nu mod enden, og det er utroligt, som tiden flyver afsted. Inden jeg faar set sig om, tror jeg, jeg sidder i Virum og spiser frikadeller med brun sovs med mormor.
I dag, torsdag, oplevede vi noget ret ubehageligt paa den skole, vi ellers holder saa meget af, St. Josephs. Vi havde netop fuldendt en vellykket demokrati-computer time med S1, da jeg paa vej tilbage fra laerervaerelset moedte Martin, der virkede noget chokeret. Han havde set matematiklaereren afstraffe tre boern fysisk under laerertraeet. De laa paa maven under laerertraet, da to laerere paa skift gav dem fem piskeslag med en lang bambuslignende pind i bagenden. Martin var fast besluttet paa, at tage snakken med ham. Vi forklaede ham, hvad vi anser for, det uhensigtsmaessige i vold som afstraffelsesmetode, og det viste sig, at vaere det eneste rigtige. Vi havde en god, lang samtale med ham. Hans synspunkter var gammeldags og bar praeg af, at han bor i land med et ungt demokrati. Han slog boernene, fordi de naegtede at deltage i hans time og ikke gav ham nogen plausibel forklaring paa hvorfor. Han frygtede at ved enden af aaret ville foraeldrene dukke op, og hoere hvorfor deres boern ikke bestod. Det ville betyde boernenes exit, ligesaavel som hans. Vi gav ham ideer til, hvordan man ellers kan haandtere elever. Han foreslog, at vi talte med eleverne og raadgav dem, men bedre synes jeg, det kunne vaere, hvis vi kunne arrangere et laerermoede og udveksle ideer. Vi takkede paent for samtalen, for derefter at gaa hen til rector, der er en meget forstaaende og aaben person, og saette ham ind i episoden. Han foreslog straks at lave en workshop for alle laererne i omraadet, saa vi kunne raadgive lidt. I foerste omgang bliver det dog ved et fast planlagt laerermoede paa naeste torsdag!
Han fortaeller os hele tiden, hvor glade de er for at have os, og at vi allerede har ydet et stort stykke arbejde blot ved at interagere med dem. Det er fedt at foele, at man er her for en grund. Og hvis vi samtidig kan udrette noget, skubbe til nogle graenser, aftabuiserer nogle emner - jamen saa er det perfekt.
Vi er saa smaat startet paa et projekt, der gaar ud paa, at faa opfoert nogle ekstra bygninger til St. Josephs. I det foerste klassetrin sidder de 110 elever, i hvad der svarer til et dansk klasselokale. De har nok at se til paa St. Josephs. Regeringen lover at hjaelpe, men der sker ingenting. Efter ugandisk lov er det endda fastsat, at der maks. maa vaere 60 elever i hver klasse. Nogle af eleverne er i skole fra 8-5 uden frokost, fordi det mener foraeldrene regeringen skal betale, og naar de endelig kommer hjem, skal der laves husarbejde. Efter det staar paa den lektier, men uden elektricitet, duer det ikke. Hvis der oven i alt det foregaar en voldsspiral paa skolen, er det altsaa ikke nemt at overleve. Afrikanerne er for godt et folk til at lide unoedigt, de har nok at doeje med i forvejen. Matematiklaereren holdt ikke selv af, at staa med pisken, saa hvorfor han goer det, faar vi maaske bedre svar paa paa torsdag, og de faar forhaabentligt oejnene op for nogle nye mere konstruktive metoder til at haandtere de i forvejen haardt ramte unge.
Vi skal hele tiden passe paa med ikke at vaere de belaerende hvide, der fastsaetter normerne, men snarere blot komme med input til, hvordan man kan goere det anderledes. Paa torsdag faar vi alle tiders chance for at paavirke en skole i en positive retning, og den chance vil vi ikke lade sig forspilde!
I morgen skal vi til Masindi og slappe af, loerdag morgen skal vi til det aarlige moede for RDP, Recreation for Development and Peace, som er det firma, Moses arbejder for, og som har MS som hoveddonor, og loerdag eftermiddag skal vi til stor paaskefest i Woblins og moede hele familien – det bliver sjovt. Vi glaeder os allerede til naeste uge, foer den igangvaerede er forbi. Det maa vaere et godt tegn. Hav det godt saa laenge!
0 kommentarer:
Send en kommentar