The Cranes

Nakasongola

Nakasongola er en by placeret midt i Uganda, og det er tilfaeldigvis der Martin og jeg skal bo de naeste tre maaneder. Vi bor hos en soed familie bestaaende af moren, Joyce og hendes nevoe, Moses. Og det er det. Moren er en typisk afrikansk kvinde. Hun er dog headmistress paa den lokale primary school, Kibera, hvor vi underviser. Moses arbejder for RDP, Recreation for Development and Peace, en tidligere MS samarbejdspartner, og paa det lokale computercenter. Han er en sjov fyr. Det er computercentret ogsaa. Stroemmen kommer og gaar hver dag, paa trods af at de fleste har generatordrevne vandhaner.

Nakasongola er doedens poelse. Hovedgaden minder om noget fra en daarlig amerikansk western med trillende tumbleweed, toerke og laangsomt temp. Gadebilledet er for det meste stationaert og praeget af et utrolig lavt aktivitetsniveau, forstaaeligt nok heden taget i betragtning. ALT foregaar i African Time. I morgen, om

lidt, maaske, nej, ikke alligevel, det blev ikke til noget, naa, intet svar, videre, videre videre videre, bom. Det er tummelom og bummelom, trillen tommelfingre og kiggen tomt ud i luften. Frustrerende, taalmodighedskraevende afrikansk charme.

Joyce, vores afrikanske mor.

Vi er blevet introduceret paa to andre skoler, St. Joseph’s Secondary School og Kirojo Secondary School. St. Joseph’s bliver vi uden tvivl rigtig glade for. Der er en afslappet gymnasiestemning og et sejt staff af laerere og folk omkring skolen. Generelt er ugandere aabne og imoedekommende mennesker. De aabner deres hjem, arbejdsplads og person op for en, som om det var det mest naturlige i verden. Det er beundringsvaerdigt, og noget som os danskere godt kunne laere lidt af. Stor loeftet pegefinger. Puuha.

Jeg synes, at afrikanere er ret sjove, og foelelsen er vist gengaeldt. De synes vi er sjove, naar vi med stor besvaer bumpende, triller gennem hovedgaden paa vores nyhvervede tonstunge herrecykler. Det virker til at redde deres dag, hver dag. Jeg ved ikke, om det er fordi, de er forbavsede over, at vi kan cykle, eller om det bare ser sjovt ud. Vi er i oevrigt lige blevet shavede african style. Vores pandelinje er blevet unaturligt lige, de barberede mit unibraw vaek og klippede mine oejenbryn til. Det var underligt. Saa barberede de min hals og kinder, altsaa det der var, og naermede sig moustachet, men saa maatte jeg sige stop. Fy fy nix pille, uhadadada. Det maa man ikke.

Vi laerer de afrikanske does og de afrikanske don’ts. Man sidder ikke paa jorden eller paa en kantsten, saa er man beskidt. Man spiller gerne pool eller ser Premier League. Der er ekstra opmaerksomhed paa os, fordi vi er hvide og MS aldrig har sendt volontoerer ud til Nakasongola foer. Det er undtagelsernes sted. Der er en gaagade, som dog har det meste: et indisk supermarked (de har Nesquick), en cykelforretning, en bank, nogle barbersaloner, grill-ged, White Pub, et pool bord, en paryk-skopudser butik og en taxapark. Saa er der et hotel, hvis nogen skulle faa lyst til at besoege os ... Der er hytter rundt omkring, et politikkvarter, de administrative bygninger, geder, koer og kyllinger.

Der er stoerre og mindre bakker over alt, hvor man kigger, og saa er der toert ift. ugandiske tilstande. I dag vaagnede vi dog op til en overskyet himmel og forhaabninger om et regnskyl og et par dages fald i temperatur. Distriktet er generelt underudviklet og fattigt pga. modstridende holdninger i ledelsestoppen, har jeg laest i ’The Daily Monitor’. Den almene ugander har mere end den almene kenyaner, men jeg er sikker paa, at korruption ogsaa findes her. Folk har det bare bedre og polariseringen virker mindre. Gennemsigtigheden er maaske ogsaa stoerre her, og der skulle vaere presse- og ytringsfrihed. Selv kalder de det for et demokrati, men det er ikke altid flertallets vilje, der bestemmer. Har man penge, kommer man langt i Uganda ogsaa uden om loven. Museveni har nu vaeret landets praesident i taet paa et kvart aarhundrede, og har nok ikke taenkt sig at gaa af til naeste aars valg. Han har professionaliseret militaeret, men hvad med veje, hospitaler og skoler? Han har siddet for laenge paa magten, er den holdning vi har hoert fra uganderne.

Udsigten et lille stykke oppe paa vores bakke i baghaven.

Den naeststoerste militaerbase i Uganda ligger taet paa, og vi har moedt nogle af soldaterne paa en bar kaldet Rhinos. I dag skulle vi have vaeret med St. Joseph’s til kamp paa militaerbasen, men pga. African Time kom vi aldrig afsted. Boda-boda maendene paa hjornet er flabede, og boernene raaber ”bye mazungo”, naar vi gaar forbi. Jeg toer ikke taenke paa, hvor mange gange vi kommer til at hoere det ord. Opmaerksomheden bliver vi traette af. Ordet boda-boda kommer sjovt nok af border-border, og er et ugandisk-engelsk adopteret ord.

De afrikanske familier er meget fleksible. Folk, venner og familie kommer og gaar. Vi ved aldrig, hvor mange vi vender hjem til, men uanset hvad, er det hyggeligt og folk er enormt soede og velkommer os mange gange. De er velsignede ved at have os paa besoeg, siger de. Nogle folk paa gaden er oprigtigt interesserede i at tale med os, andre ser blot muligheder i os. Vi har moedt tre af Joyce’s boern, den ene bedre end den anden. Vejret er godt, familien er dejlig, og maden Joyce laver er laekker. Det skal nok gaa det hele. Morgenmaden kan staa paa hjemmelavede broedpandekager, ananas eller bananer, varm kakao og et aeg med salt. Vores weekend har vaeret hektisk, og hvis det fortsaetter saadan her, faar vi rigeligt at se til de naeste maaneder. Og det er kun godt. At kede sig i Nakasongola ville ikke vaere godt.

Naeste weekend skal vi gudsketakoglov til Masindi og bade i en pool. Den her weekend har vi set Joyce praedike i sin kirke til lidt af en gudetjeneste. Da vi havde siddet paa en traebaenk i lidt over tre timer og hoert paa Joyce’s sikkert fornuftige, men uforstaaelige boen, blev vi praesenteret for dagens program med eftermiddagsboen til kl 6. Vi var ved a dejse om i varmen. Heldigvis blev vi reddet af vores travle dagsprogram og dygtige skemaplanlaegger, Moses.

Vores afrikanske storebror, Moses.

I dag har vi bestiget Nakasongolas hoejeste bakke, som faktisk var utrolig smuk og fredfyldt og med en god udsigt. Vi gjorde det med Moses og Joyce’s yngste soen, Noah. Det var en god herretur. Saa skulle vi have vaeret til stor Thanks Giving middag paa en religioes skole, men det naaede vi ikke, og saa skulle vi have set en old boys kamp med Chairman Daniel, men ham og hans Yamaha dukkede aldrig op. Vores soendag blev i stedet mindre presset, og vi gik i byen og saa lidt fodbold og spillede pool.

I morgen er foerste dag paa St. Joseph, hvor jeg for oevrigt allerede har spillet en 90 min. kamp paa midt-midt paa den mest ujaevne grusbane, jeg nogensinde har spillet paa. Det var sjovt, og foerst nu forstaar jeg, hvad afrikansk fodbold er. Jeg moedte ogsaa drengene, jeg skal undervise, og der er ikke meget vissevasse. I hvert fald ikke paa fodboldbanen. Om to uger skal vi maaske se landsholdet spille i Kampala mod Burundi. The Cranes bliver landsholdet kaldt. Martin og jeg vil koebe nationalsaettet til lejligheden. Ikke kun troejen, nae nej. Troeje, shorts, sokker – hele molevitten.

Vi skal undervise i PE, physical education, teoretisk og praktisk. Vi vil meget gerne introducere Ultimate, men frisbees er ikke det, der er stoerst efterspoergsel paa i Nakasongola, det er mere grillet gedekoed- og lever paa spyd, chapatis og rolex’. Saa har vi GP, general paper, Martin har matematik, jeg har engelsk, og os begge to debattimer. Ugandas skolesystem er mere frit og liberaliseret, end vi havde forventet. Paa Kibera, Joyce’s primary school, har Martin P4 og jeg P3. Vi har begge matematik, engelsk og nogle meget underholdende idraetstimer sammen hvor ingen rigtig forstaar noget, det er bare tegn og fakler. Vi kommer dog taettere paa boernene, og vi forstaar hinanden bedre og bedre. Det gaelder for alle de afrikanere, vi kender og moeder. Vi er fortroestningsfulde, glade og spaendte. Det bliver dejligt, naar hverdagen for alvor falder paa plads, og alt bliver vant for os, men vi er rigtig godt paa vej. Haaber ogsaa I har det godt derhjemme, og at sneen snart forsvinder.

Dette billede skulle have vaeret paa det naeste blogindlaeg, men nu er det her. En Marabou-stork inspicerer banen i pausen mellem Uganda og Burindi.

Snapshots fra Daraja og Downtown Nanyuki.

Platformen i Kenya. Et herligt sted.

En hut som en af laererne boede i og lidt af aarstidens flora.


Sequence, det spillede vi meget. Pragtfuldt.


Drengetoilettet fremvist af Jonatan. Luxury. Wellness. Good times.


Cowboy.

Paa sin motorcykel koerte han pigerne til udkanten af Nanyuki paa fin fiskerestaurant i traekronerne og sagde ''don't worry''.
Han foretrak motorcykel frem for hest, fordi en hest ville vaere dyrere i drift.
Jonatan udfordrede ham i et spil pool, men han skulle lige spille med en ''chick'' foerst.
Han var en fin og flot fyr med udstyret i orden.
Desuden var han lige blevet faerdig med high school, og jeg kan kun forestille mig, at han var hot stuff. Over n' out.