Mount Kenya-affaeren

Efter noget optankning i Nanyuki og lejning af soveposer drog vi forventningsfulde afsted mod Afrikas naesthoejeste tag, Mount Kenya. Turen derop var lang og haard, og boed paa utroligt varierende natur. En fryd for enhver naturelsker. Ved foden af bjerget var det fugtigt og jungleagtigt. I takt med at vi steg aendrede dyrelivet og vegationen sig, det blev goldere, men ikke mindre fantastisk. Efter at have passeret traegraensen faldt det maerkbart i temperatur, og jeg satte pris paa mit laante Patagonia (!) udstyr.

Team-spirit inden udfordringen. En saakaldt energizer, én af MS’s specialiteter.

To overnatninger blev det til, foerst paa Camp Moses, en hyggeligt, aflang togvognsagtig konstruktion med gabende huller mellem braedderne. Det jeg troede, der var en fordelagtig, permafrostkyndig sovepose var mest af alt et tyndt lagen med en gammel lynlaaslinje uden lynlaas. Den var utilstraekkelig, men saa kom vi jo bare til at ligge taettere... Camp Shilton var overnatningsdestination nummer to. En laengere togvogn, knap saa hyggelig, men med et hele soverum til MS, og jo, vi laerte af vores fejl og udnyttede den potentielle kropsvarme. Jeg laa med Martin... mhmm....

Martinator saa sit snit til at gaa under en bro.

Den sidste nat stod vi op kl 2, samlede os selv, vores varme toej og vores pandelygter og begav os mod toppen af Mount Kenya. En meget stejl, smal rute stod mellem os og vores maal, og heldigvis fik vi foerst at vide efter marathonet at flere hundrede mennesker omkommer hvert aar i forsoeget paa at naa toppen. Vi fulgtes med en kenyansk international skole lidt yngre end os, som var en sjov blanding mennesker af forskellig baggrund, men med uoplagthed og dovne attituder som deres faellesmaaler. Dem indhentede vi paa vej op (de startede foer os). Halvvejs passerede vi én af dem, der modloest saa til, mens vi passerede ham og hans braekklat. Hans hjaelper beroligede ham, og sagde at han bare skulle ’’let it all out’’.

Jonatan skulle kraftedme ikke op af det bjerg. Han ville langt hellere vaere paa safari. Dette og hoejdesygen til trods forsoegte han at holde gejsten oppe og ikke lade sin daarlige karma forplante sig til resten af gruppen, what a team-player!

Hverken Jonatan eller mig fik vabler i vores ukampsdygtige bjerg-stiletter, hvorimod folk med mere sofistikeret ecco-udstyr ikke havde meget hael eller humoer tilbage for enden af bjerget.
Martin ’’martinator’’ Kohl blev ramt af tyndskid paa vej op, saa da han saa summit satte han i loeb og havde kun én ting i tankerne. Han lavede et temposkift af bibelske dimensioner, glemte alt om vores 2 dages slave-march med 15 kg paa ryggen, og unloadede ud over et af Afrikas stoerste vidundere. Han fandt forloesningen i 5 kms hoejde i bidende kulde. Udsigten tilsidesatte alle tvivleres tvivl paa turen, gav et rygstoed til bogen ’’Into the Wild” (tak Mikkel), og gav mig en foelelse jeg hverken har foelt foer eller siden. Tak Mount Kenya.

Mount Kenya.