Pool

I gaar var vi paa Sportsman. I dag spillede vi pool.

Dét pool.

Mount Kenya-affaeren

Efter noget optankning i Nanyuki og lejning af soveposer drog vi forventningsfulde afsted mod Afrikas naesthoejeste tag, Mount Kenya. Turen derop var lang og haard, og boed paa utroligt varierende natur. En fryd for enhver naturelsker. Ved foden af bjerget var det fugtigt og jungleagtigt. I takt med at vi steg aendrede dyrelivet og vegationen sig, det blev goldere, men ikke mindre fantastisk. Efter at have passeret traegraensen faldt det maerkbart i temperatur, og jeg satte pris paa mit laante Patagonia (!) udstyr.

Team-spirit inden udfordringen. En saakaldt energizer, én af MS’s specialiteter.

To overnatninger blev det til, foerst paa Camp Moses, en hyggeligt, aflang togvognsagtig konstruktion med gabende huller mellem braedderne. Det jeg troede, der var en fordelagtig, permafrostkyndig sovepose var mest af alt et tyndt lagen med en gammel lynlaaslinje uden lynlaas. Den var utilstraekkelig, men saa kom vi jo bare til at ligge taettere... Camp Shilton var overnatningsdestination nummer to. En laengere togvogn, knap saa hyggelig, men med et hele soverum til MS, og jo, vi laerte af vores fejl og udnyttede den potentielle kropsvarme. Jeg laa med Martin... mhmm....

Martinator saa sit snit til at gaa under en bro.

Den sidste nat stod vi op kl 2, samlede os selv, vores varme toej og vores pandelygter og begav os mod toppen af Mount Kenya. En meget stejl, smal rute stod mellem os og vores maal, og heldigvis fik vi foerst at vide efter marathonet at flere hundrede mennesker omkommer hvert aar i forsoeget paa at naa toppen. Vi fulgtes med en kenyansk international skole lidt yngre end os, som var en sjov blanding mennesker af forskellig baggrund, men med uoplagthed og dovne attituder som deres faellesmaaler. Dem indhentede vi paa vej op (de startede foer os). Halvvejs passerede vi én af dem, der modloest saa til, mens vi passerede ham og hans braekklat. Hans hjaelper beroligede ham, og sagde at han bare skulle ’’let it all out’’.

Jonatan skulle kraftedme ikke op af det bjerg. Han ville langt hellere vaere paa safari. Dette og hoejdesygen til trods forsoegte han at holde gejsten oppe og ikke lade sin daarlige karma forplante sig til resten af gruppen, what a team-player!

Hverken Jonatan eller mig fik vabler i vores ukampsdygtige bjerg-stiletter, hvorimod folk med mere sofistikeret ecco-udstyr ikke havde meget hael eller humoer tilbage for enden af bjerget.
Martin ’’martinator’’ Kohl blev ramt af tyndskid paa vej op, saa da han saa summit satte han i loeb og havde kun én ting i tankerne. Han lavede et temposkift af bibelske dimensioner, glemte alt om vores 2 dages slave-march med 15 kg paa ryggen, og unloadede ud over et af Afrikas stoerste vidundere. Han fandt forloesningen i 5 kms hoejde i bidende kulde. Udsigten tilsidesatte alle tvivleres tvivl paa turen, gav et rygstoed til bogen ’’Into the Wild” (tak Mikkel), og gav mig en foelelse jeg hverken har foelt foer eller siden. Tak Mount Kenya.

Mount Kenya.

Mudderkastning

Martin og jeg paa en jordhoej i et tidligere flodafloeb.

James tog os ud til et vandhul i naeromraadet. Meningen var, at vi skulle samle viden og information ind om et givent vandproblem. Det startede med en fredelig og hyggelig samtale paa omkring en times varighed, hvor foerst vi stillede spoergsmaal og saa dem. Jeg spurgte, om de delte vandet med dyrnene. Det udloeste latter, da det forekommer som det mest naturlige og God-given for dem. Oejeblikket efter vaeltede det ind med geder og koer, der alle drak af deres begraensede vandhul. De spurgte om mulige loesningsmuligheder. Det goer de gerne, naar folk kommer udefra.

Deres situation er den, at de deler vandhullet med 50 andre mennesker dagligt svarende til 20 familier. Derudover er der dyrene og elefanterne endda. De fortalte os, at nogle staar op kl 3 om natten for at gaa den lange tur til vandhullet. Vandet er begraenset og kommer laangsomt ud af jorden. De er tvunget til at drikke vandet, de har ingen andre muligheder. Turen til den halvt udtoerrede flod er for lang og overbefolket. Deres kroppe har vaeret noedt til at vaenne sig til det beskidte vand, hvor der i oevrigt baade bor fisk og froer.

Mig der baerer spande med mudder vaek fra vandhullet.

For fire aar siden havde de opdaget noget vand komme op ad jorden. De var derfor begyndt at grave, og i dag har de et vandhul, som de som sagt deler med alt for mange. De spurgte om vi ville give en haand med til at flytte mudder fra vandhullet, og det ville vi selvfoelgelig gerne. Nogle gange er det rart at goere noget fysisk, der konkret goer en forskel. De var taknemmelige, og vi var taknemmelige over deres tid. Alt i alt en super oplevelse, der fik mig til at reflektere endnu mere over mit vandforbrug.

Os og afrikanerne ifaerd med at flytte mudderet fra vandhullet.

Martin og jeg talte om at komme tilbage med f.eks. et lagen fra Nanyuki, som vi kunne bruge til at filtrere vandet og sorterere mudderet fra lettere. En person skulle staa i hvert hjoerne og saa en femte person til at haelde vand nedover. Det er en íde som vi har faaet, men endnu ikke udfoert. Maaske ville det lette deres hverdag og rense deres vand bedre. Vi fandt ud af, at de havde mere brug for et rensningssystem end en egentlig broend.

Dette har ledt os videre til naeste projekt: HVA’ndNU? som er en kampagne, der sigter paa at saette fokus og opmaerksomhed paa mange afrikaneres vandproblemer pga. klimaforandringer. Vi vil lave oplysende events paa varme sommerdage, en stoettekoncert paa Templet og en stoettefest for de vandloese i Vanloese, hvor alt overskud gaar til et vandprojekt i Afrika – enten vores eget eller et allerede eksisterende projekt af Folkekirkens Noedhjaelp f.eks., der netop arbejder med vandprojekter i Uganda.

Paent go'dag

En uge paa Daraja platformen og der kommer stadig ikke meget swahili ud af min mund. Jeg vil dog pointere, at jeg nu har overlevet taet paa en uge uden bagage, og er lidt stolt. Jeg er ikke saa stolt over min manglende evne til at handle paa noget rimelig presserende, men det skyldes flere ting; dels kaoset og vejrforholdene i Kastrup lufthavn da vi tog ”afsted”, afrikanernes vinkling af begrebet tid og mit eget medbragte ”soelleroed-gen” og deraf manglende overblik. Nok om det.

Indtrykene har vaeret mange og overvaeldende, og hvis jeg skulle beskrive, alt hvad vi har oplevet i den foerste uge, ville I besvime og falde bevidstloese om allerede halvvejs i min foerste blog. Og det ville ikke vaere godt, ville det?

Dette er min personlige vaskekone, Jonatan.

Vi har faaet swahiliundervisning af mit indtil videre stoerste afrikanske forbillede Jessie, der maelrettet forsoeger at faa noget afrikansk dialekt ind i os. Vi har faaet mere konkret afrikansk historie- og stammeundervisning af James, vores anden afrikanske laerer, og disse to fungerer samtidigt som lokale guides og tutorer. Vores to danske laererinder underviser os i fattigdom og projekt- og kampagneplanlaegning. Mest interresant har dog vaeret moedet med Jessies gode ven og nabo gennem lang tid, Rafael. Vi talte med ham i forbindelse med et korruptionsforloeb i en lille fredelig baggaard paa Riverside Hotel (mest forbeholdt hvide sjovt nok) midt i Nanyuki og dets ellers hektiske gadebillede. Hans historie er lang. For at goere det kort stillede han op til ’’konflikt-valget’’ i 2007 for at bekaempe korruption indefra. Han blev ikke valgt ind.

Der har vaeret nok at tage fat paa i den foerste uge, som I maaske nok kan fornemme, og man er blevet lidt oer i hovedet af det hele. Bagagen og bloggen skal jeg lige have styr paa, saa gaar det hele meget bedre. Vi hygger os paa holdet og hjalper hinanden. Hakuna matata.

Rafael omgivet af os unge rapportere.